Om farfar

En god dansk sommerdag (jeg har ladet mig fortælle at det regnede) i 1964, kom jeg til verden.

 

I første klasse lærte jeg at læse og skrive, og heldigvis var der ingen der lærte mig at holde op igen. Så jeg har læst og skrevet lige siden.

 

Efter at have haft mange forskellige jobs, og også forsøgt mig som selvstændig, fik jeg for en del år siden tilkendt en førtidspension. Det var selvfølgelig ikke lige i den retning at ambitionerne gik, men at det ikke bliver som forventet, betyder jo bare at det så bliver godt på en anden måde.

 

Heldigvis kan jeg stadig arbejde lidt, og har i flere år arbejdet som oversætter og lydbogsindlæser for forskellige forlag.

 

Senest har jeg oversat et par børnebøger, en krimiserie i ti bind, en science-fiction-roman og indlæst alle mulige romaner, børnebøger,  fagbøger, novellesamlinger og en hel masse af mine egne historier.

 

Jeg bor sammen med min kone gennem mere end 30 år, i et lille bitte stråtækt bindingsværkshus i en skovkant på nordsiden af Vejle Fjord. Vi har to sønner der begge to – i samarbejde med deres respektive hustruer – har velsignet os med et barnebarn hver. De er endnu meget små (børnebørnene – ikke vores egne børn), men jeg glæder mig helt vildt til den dag jeg kan fortælle dem nogle af Farfars Godnathistorier 🙂

 

Mange søvnige hilsner

Lars Poulsen