Om Farfars Godnathistorier
Putteritualer og voksentid
Da mine egne børn blev forældre, gik det for alvor op for mig hvor meget tiden har ændret sig på de tre årtier der er gået siden de selv var børn.
Jeg havde hørt om forældre der brugte flere timer på at putte børnene hver aften, og at det ofte endte med, at både børn og forældre faldt i søvn. Men jeg havde også hele tiden tænkt, at det nok ikke var et udpræget problem.
Det viste sig, at jeg tog alvorligt fejl. Det er åbenbart helt normalt.
Jeg er heldigvis ret sikker på, at unge forældre i dag, ønsker at gøre det bedste for deres børn. Det er jeg faktisk slet ikke i tvivl om. Og det er skønt at forældre i dag, sætter deres børn mere i centrum end jeg selv gjorde da mine børn var små, eller end mine forældre gjorde da jeg var barn, og så videre og så videre tilbage gennem generationerne.
Men lige netop med putteritualer, ser jeg en stor fare for forældrene. For hvornår skal de være kærester, ægtefolk eller hvad de nu er, hvis de ikke har nogen “par-tid”? I de fleste familier, uanset om der er en eller flere forældre, og uanset om disse er børnenes biologiske forældre eller ej, så starter dagen tidligt. Alle skal ud af døren, far og mor skal på arbejde, børnene skal i vuggestue, børnehave eller skole. Alle familiens medlemmer skal skynde sig ud til hver deres liv, og ses først igen til aftensmaden hvor alle er trætte efter en lang dag.
Så når børnene ikke vil sove, men bare underholdes af deres forældre så længe som muligt, er der ikke noget at sige til det. Ligesom der ikke er noget at sige til, at mor og far vil have så meget hygge-tid med deres børn, som muligt.
Men hvis alle døgnets vågne timer fyldes af arbejde eller børn, hvornår skal forældrene – også den enlige forælder – så være voksne? Hvornår skal de gøre de ting de selv har lyst til? Faren for, at det unge par om et par år når et punkt hvor de er “vokset fra hinanden”, bliver mere og mere virkelig for hver dag der går uden voksentid/partid. For selvfølgelig er de det. De har jo nærmest ikke været en del af hinandens liv i alt for lang tid.
Og så er det alt sammen sat meget på spidsen, for selvfølgelig er der nuancer og selvfølgelig er det ikke alle der lever på den måde. Men problemet er der stadig, og min påstand er, at det er den for de fleste.
Da farfar var dreng og ung far
Bare rolig. Jeg er ikke den sure gamle mand der synes at alt var bedre i “gamle dage”. For det var det bestemt ikke. Men alt var heller ikke dårligt.
Noget af det gode jeg har taget med mig er, at familier “varede længere” førhen. Det kan der være mange grunde til, og det er der uden tvivl også. Men jeg vil påstå at ét af de steder vi skyder os selv i foden, er når vi lader vore børn være centrum i parforholdet, og for eksempel lader det være op til dem hvornår der skal soves og hvornår der ikke skal.
Og det var på den baggrund jeg begyndte at skrive godnathistorier, i håb om at kunne hjælpe unge forældre i hverdagen. Det er for let bare at påpege problemet som jeg ser det, hvis jeg ikke samtidig kommer med et bud på en løsning.
I 2020 begyndte jeg podcasten “Eventyrlige Frikvarter”, med bindegale historier til børn i en Corona-verden som de ikke forstod noget af. Jeg ville give dem et frikvarter fra verden, og vise dem ind i fantasiens forunderlige verden en stund, indtil virkeligheden igen kaldte på dem.
Derfor tænkte jeg, at forældrene måske også kunne trænge til et frikvarter, hvor de kunne få mulighed for at gøre det de havde brug for, så de kunne stå rustede til at være forældre og par den næste dag. Og den næste, og den næste …
Så jeg skrev min første godnathistorie. Indlæste den, og lagde noget rolig musik og lidt forsigtige lydeffekter under. Historien, og de følgende historier, handler ikke rigtigt om noget, og jeg fortæller dem langsomt. Hver historie bliver fortalt to gange. Første gang langsomt, og anden gang seriøst kedeligt langsomt. Men ville det virke?
Heldigvis havde jeg et godt “testmateriale”. Jeg havde et par tusinde daglige lyttere af mine eventyr, så jeg spurgte dem, om de havde lyst til at afprøve det. Dagen efter skrev en mor til mig: “Det plejer at tage et par timer at få min datter til at sove. I går aftes tog det 6 minutter!”
Siden har jeg fået mange dejlige tilkendegivelser fra forældre, hvis børn nu pludselig sover nærmest med det samme. Der var endda en lille pige der var overbevist om, at jeg er hendes farfar – til trods for at jeg hverken kender hende eller forældrene.
Prøv det. Det virker sikkert også på dine børn 🙂
Mange søvnige hilsner
Lars (Farfar)